At have noget på hjerte

- et brevprojekt

DER ER IKKE FLERE PLADSER PÅ WORKSHOP MED FORFATTEREN, MEN TILMELD JER GERNE - SÅ KOMMER I PÅ VENTELISTE.

(Man kan også sagtens køre projektet uden forfatterbesøg)

Eleverne er hurtige på tasterne - de sms’er og chatter på livet løs. Forløbet her vil gerne tage dem med ind i brevets langsomme og taktile verden, hvor man skal tænke inden man skriver og ikke bare kan trykke på delete.

Eleverne skal gennem læsning af udvalgte Paulus-breve møde historien om Saulus, hans omvendelse og hans rejser og breve. Udtrykskraften, ordet og skriftens virkning giver genklang i et udvalg af andre brevskrivere, kendte som ukendte; forfatteren, skyttegravssoldaten, sømanden, flygtningen.

Forløbet vil føre eleverne gennem brevets kulturhistorie: de skal læse og analysere berømte breve, undersøge, hvordan breve kom frem i ”gamle dage” og hvad der skete med de breve, der aldrig kom frem. 
Det er projektets mål at ruste eleverne til selv at beherske brevformen. At give dem mulighed for at opleve en fordybelse gennem dét at skrive noget af sig selv – og det man måtte have på hjerte – frem i et brev og række ud mod en virkelig eller fiktiv modtager gennem ord, skriftens stemme og brevets materialitet


Brevskrivnings-workshop

I forbindelse med projektet At have noget på hjerte tilbydes de tilmeldte klasser et besøg af forfatter Sissel Bergfjord, som afholder en to timers brevskrivnings-workshop for klassen på skolen. 

Temaet for workshoppen er Venskab og Kærlighed. Eleverne får mulighed for og hjælp til at skrive et håndskrevet brev – oveni købet med blæk og pen – enten fiktivt indenfor genren brevroman eller til en person de kender eller har kendt. (Klassen vælger det ene eller det andet, når workshoppen aftales).  I brevets henvendelsesmuligheder får de en kort introduktion til fortællemæssige greb, til hvad der helt konkret gør et brev og en litterær tekst nærværende og unik. Workshoppen afsluttes med, at de elever, der har lyst får lov at læse deres breve højt for resten af klassen.


Der er 10 pladser på brevskrivningsworkshoppen.
To workshops pr. dag: Kl. 9-11 og kl. 12-14.
Først til mølle princippet!

Målgruppe: 5.-6. klasse

Fag: Kristendomskundskab, dansk, billedkunst

Periode: Oktober - november 2019

Omfang: 10 lektioner

Tilmeldingsfrist: 15. august 2019

Aktiviteter: Workshop med forfatter på skolen, kirkebesøg, materialekasse

TILMELDING At have noget på hjerte